Boliger med fokus på æstetik og funktionalitet
Share on FacebookShare on LinkedInPin on Pinterest

Bolig til topkarakter i Skovby-Galten

”Der er ingen tvivl om, at boligen i Baastrup Lund får karakteren 10 ud af en skala på 10.”
Sådan siger den 32-årige Trine Kristensen, der sammen med sin kæreste Peter i november 2016 flyttede ind i et spritnyt hus i boligområdet Baastrup Lund i den grønne bydel Skovby Nygaard mellem Skovby og Galten vest for Aarhus.
Huset er opført af Idealhuse og ligger perfekt placeret for parret, der arbejder i Horsens og Aarhus. Boligen er på 152 kvadratmeter og ligger på en grund på 504 kvadratmeter tæt på bydelens grønne fællesområde.

Bolig-til-topkarakter-i-groenne-omgivelser-1

Eget præg på boligen
Der er fire hustyper i Baastrup Lund, som alle har en stor fleksibilitet, hvor køberne for eksempel selv kan bestemme rumopdeling og materialer. Trine og hendes kæreste valgte et såkaldt Box-hus med grå sten, mørkegråt laminatgulv i hele huset og et grebsfrit køkken fra Svane Køkkenet.
”Vi havde ikke helt mod på at købe en grund, finde en bygherre og indhente priser. Derfor var det perfekt, at vi hos Idealhuse kunne købe en pakke med hus og grund, hvor materialerne er af høj kvalitet, og hvor vi havde mulighed for at sætte vores eget præg på boligen,” siger Trine Kristensen.

Bolig-til-topkarakter-i-groenne-omgivelser-2

Gang med lys og luft
Når man går ind ad hoveddøren i parrets hus, er det første man møder en tre meter høj gang, der går ned gennem hele huset. Gangen har et stort ovenlysvindue, som skaber til gangen og en lille læsekrog.
”Det lyder måske lidt mærkeligt, men faktisk er gangen mit favoritrum i huset. Den giver masser af lys og luft i huset, og det er fedt, at den giver et flot view hele vejen fra hoveddøren og ned til vores soveværelse i den anden ende af huset,” siger Trine Kristensen.

Bolig-til-topkarakter-i-groenne-omgivelser-3

Køkken med grill-adgang
Længere inde i huset møder man et køkken-alrum med et køkken i den ende og en stue i den anden ende. Køkkenet er vinkelformet og har sit eget viktualierum, og en halvø adskiller køkkenet fra stuen. De grebsfrie elementer kommer fra Svane Køkkenet, og de hårde hvidevarer kommer fra producenten Neff.
”Jeg elsker at lave mad fra bunden. Derfor har vi valgt at få et 90 centimer bredt induktionskomfur og en ovn, hvor lågen forsvinder ind under ovnen, når den åbner, hvilket er fantastisk. Køkkenet fungerer rigtigt godt, og en fin detalje er, at der er direkte udgang til terrassen. Det bliver helt sikkert fedt, når det bliver grillvejr,” siger Trine Kristensen.

Bolig-til-topkarakter-i-groenne-omgivelser-4

Walk-in-closet giver plads
Boligen har to værelser og et soveværelse på hver 12 kvadratmeter. Det ene værelse har parret lavet om et kontor med plads til kreative sysler. I tilknytning til soveværelset er der et walk-in-closet, som har vist sig at være meget praktisk til andet end blot tøj og sko.
”Vores walk-in-closet er nok mit andet yndlingsrum i huset, fordi det bare har masser af plads. Udover at fungere som garderobe bruger vi det også som opbevaring til eksempelvis julepynt. Det er også en god detalje, at soveværelset ligger lidt trukket tilbage fra stuen, så man ikke kan kigge direkte derind ude fra sofaen,” siger Trine Kristensen.

Bolig-til-topkarakter-i-groenne-omgivelser-5

Badeværelse med glasvægge
Boligen har to badeværelser med armaturer fra Hans Grohe. Det store badeværelse havde oprindeligt en muret væg i brusenichen, men den har parret valgt at udskifte med en glasvæg.
”Den murede væg var ikke lige os, og vi synes, at glasvæggen giver meget mere lys og luft på badeværelset. Jeg er også vildt glade for armaturerne på begge badeværelser, fordi de sidder på væggen og ikke på vasken – det er virkeligt praktisk,” siger Trine Kristensen.

Bolig-til-topkarakter-i-groenne-omgivelser-6

Terrasser hele vejen rundt
Hvis man går uden for huset, møder man de to terrasser. Den ene er østvendt og har morgensol, mens den anden er vendt mod syd og vest har sol om eftermiddagen og aftenen.
”Vi er ikke de store havemennesker, og derfor har vi valgt at få lavet to store terrasser og en flisegang, der går hele vejen rundt om huset. Vi glæder os meget til der kommer lidt mere sol, og vi har gjort klar med en grill og planter på terrassen. Planen er desuden at plante nogle frugttræer i haven, som vi forhåbentlig kan høste fra om nogle år,” slutter Trine Kristensen.

Bolig-til-topkarakter-i-groenne-omgivelser-7

Huset har også et bryggers med garderobe og et udendørs skur, som parret også bruger til opbevaring af diverse haveredskaber.

Hvem ?

Trine på 32, Peter på 37

Hvad ?

Et Box-hus på 152 kvm. med grå sten og en grund på 504 kvm.

Hvor ?

Baastrup Lund, Skovby-Galten

Hvornår ?

Flyttet ind 21. november 2016

Share on FacebookShare on LinkedInPin on Pinterest

Comments are closed.